Indvandringen.dk, http://www.indvandringen.dk

Siden her er til print i stående A4 format af en artikel fra kapitlet [Antidemokrati & Racisme].
NB! Figurer er formindsket for at kunne være på et A4 ark i bredden.
Uden formindskelse: Print til liggende A4 på siden du kom fra eller fra kap. "Figurer".

Artiklen kan findes på internettet som:
http://www.indvandringen.dk/vis/artikel_vis.php?kapitelId=16&artikelId=157


Artikel:
Censur og selvcensur

Når mennesker er bange, udøver de censur over for andre og selvcensur over for sig selv - censur er det i begge tilfælde.

Eksemplerne på offentligt (selv)erkendt selvcensur og censur er efterhånden ganske mange, og der er blevet stadig flere af dem i takt med at frygten stiger især for muslimske reaktioner - reelle eller indbildte.

Der findes også diskussioner af kunstneriske eller blot underholdende tekster, som siges at håne, krænke eller på anden måde genere kristne eller jøder.

Disse tilfælde er dog næppe lige så mange og lige så alvorlige i retning af faktisk at føre til (selv)censur.
I de følgende tilfælde er der blevet protesteret fra bl.a. kristne grupper - men det har ikke ført til (selv)censur:

- Debat om kraftudtryk og nedladende undertoner i operaen Jerry Springer (England, BBC2, januar 2005).
- Steven Berkoffs show med titlen Messias (turne i England, nov. 2001).
- Flere opførelser af Shakespeares Købmanden i Venedig, hvor spørgsmålet er, hvor anti-semitisk og racistisk Shylock og Shakespeare er (og om man evt. skal nedtone det).

Her kommer den lange række af tilfælde fra Tyskland, USA, Danmark og især England, hvor frygt for muslimske reaktioner har ført til (selv)censur i kunst og underholdning med videre.
Eksemplerne bliver søgt ordnet kronologisk.

Kender du til andre tilfælde fra disse eller andre lande eller angående andre religioner eller lignende, bedes du skrive en e-mail om det.
Har du kommentarer eller supplerende oplysninger til eksemplerne herunder, modtages de også med tak.


Afsnit nr. 0:
Kunstmuseet Tate i London fjerner værk fra udstilling

0.9.2005

Billede

Kunstmuseet Tate Britain havde 5. sept. 2005 til 28. feb. 2006 en stor udstilling med værker af en af Storbritanniens førende samtids- og konceptkunstnere, John Latham, født 1921.

Terrorbomberne i London den 7. juli 2005 dræbte 52 mennesker ved 4 eksplosioner på 3 undergrundsstationer og i en bus.

I slutningen af august 2005, kort før åbningen af udstillingen, fik Tate store betænkeligheder ved et af Lathams værker og besluttede at fjerne det fra udstillingen.

Først efter pres fra Latham gik Tate med til at opsætte en forklarende tekst om, hvorfor det var fjernet.

Værket var God is Great no. 2, et stykke tykt glas med eksemplarer af islams, kristendommens og jødedommens hellige bøger, Koranen, Bibelen og Talmud, tilsyneladende indstøbt i glasset.

Museet frygtede, at værket ville krænke muslimer.

Ifølge Latham selv er skulpturen ikke anti-islamisk.
Han brugte ofte bøger i sin konceptkunst. Bøger var på den ene side kun genstande, på den anden side legemliggjorde de civilisationens og oplysningens ideer, og var kilde til både viden og til vildfarelser.
Der findes også God is Great no. 1 og 3, som er bygget over samme læst som den omdiskuterede nr. 2 - og en nr. 4, som er anderledes, her er de tre hellige bøger lagt på et gulv og oversået med glasskår.


John Latham havde lavet skulpturen Gud er stor nr.2 allerede i 1991.
Han skænkede den til Tate Britain i 2005 netop med henblik på den retrospektive udstilling af sine værker.

Men skulpturen blev ikke taget frem fra magasinet, og Latham var så krænket over censuren, at han forlangte værket tilbage fra museet.
Han havde dog ikke de store forhåbninger om at få den tilbage, for "there's a lot of water under the bridge and they have lawyers on site".

Skulpturen består af glas, indbundne bøger, silikone og papir, er 2,45 m høj, 1,4 m bred og 54 cm dyb.

Først skulle der have været en offentlig diskussion om sagen på Tate den 8. nov. 2005, men den blev udsat til først den 2. dec., så til den 17. feb. 2006.
I mellemtiden døde Latham den 1. jan., 84 år gammel.

Kilder (alle links pr. 17.11.2006):
http://www.tate.org.uk/britain/exhibitions/latham/default.shtml
http://arts.guardian.co.uk/print/0,,5293874-110427,00.html
http://www.tate.org.uk/about/pressoffice/pressreleases/2005/
latham_press_statement_...
http://news.independent.co.uk/people/profiles/article318935.ece;
http://www.art2008.co.uk/blog/?p=48;
http://arts.guardian.co.uk/print/0,,5368976-111261,00.html (nekrolog).


Gud er stor, nr. 2

Gud er stor, nr. 2

Kilde: www.tate.org.uk



Afsnit nr. 0:
Mozart-opera taget af plakaten i Berlin

25.9.2006


Deutche Opers leder og sikkerhedsmyndighederne tog mandag den 25. sept. 2006 en opera af plakaten i Berlin.
Opførelsen kunne efter sigende bringe medarbejderes og publikums sikkerhed i fare.

Det var den italienske opera Idomeneo skrevet i 1780 af Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791). Idomeneo var hans første egentlige opera, skrevet da han var kun 24 år gammel.

Årsagen til faren skulle angiveligt være, at operaen er religionskritisk ved at slutte med en scene, hvor instruktøren går videre end Mozarts forlæg.
Operaen slutter med, at Kretas kong Idomeneo tager de afhuggede hoveder af henholdsvis den græske havgud Poseidon, den kristne Jesus, buddhisternes Budda og muslimernes Muhammed op af en sæk og placerer dem på gulvet.


Opførelsen af Idomeneo var instrueret af Hans Neuenfels.
Der var tale om kun 4 genopførelser i sensommeren 2006, efter at operaen sidst var repertoiret i en længere periode i 2004 i samme udgave og med samme instruktør.
Man nåede ingen af de 4 genopførelser, før man greb til (selv)censuren.

Det er uklart, om der var fremsat konkrete trusler før aflysningen.
BBC News meddelte den 26. sept. 2006, at der ikke havde været nogen konkrete trusler, mens New York Times samme dag skrev, at der havde været en anonym trussel mod operaen.




Afsnit nr. 0:
Klassisk engelsk teaterstykke censureret

0.11.2005

Billede

Skuespillet Tamburlaine the Great er et klassisk engelsk drama.
Det er skrevet af Christopher (Kit) Marlowe som kun 23-årig i 1587 i tiden lige før Shakespeare. Marlowe blev dræbt i et slagsmål om en værtshusregning allerede som 29-årig (født 1564, død 1593).
Han var sin tids største dramatiker og stykket regnes for britisk kulturarv på linie med Shakespeare.

De engelske teatre Bristol Old Vic og Barbican teatret i London havde det i efteråret 2005 på programmet i en forkortet og ikke mindst kraftigt omskrevet udgave.

Omskrivningen er foretaget af instruktøren David Farr, til daglig kunstnerisk leder af teatret Lyric Hammersmith i London.
Opgaven har været at skrive det oprindelige dramas to dele på ialt 7 timer ned til en 3-timers forestilling.

Det er gjort ved bl.a. at få de mindst 36 gange, profeten Muhammed omtales, til at forsvinde helt eller delvist - hvor meget kan ikke afgøres, da det nyskrevne stykke ikke findes offentligt tilgængeligt på tryk.

Farr slettede simpelthen de afgørende referencer til Muhammed og Koranen.
Man får ikke at høre, at dramaets hovedpersonen siger, at profeten Muhammed ikke er værd at tilbede, og at han for øvrigt kan forblive i helvede.
Man får ikke at se, at stykket slutter med afbrændingen af Koranen.

Farr omskrev stykket efter terrorangrebene i London den 7. juli 2005, hvor 4 bomber dræbte 52 rejsende på 3 undergrundsstationer og i en bus.
Han hævder, at omskrivningen var et "personligt" valg af fokus, som ikke havde noget at gøre med politik (timesonline.co.uk, 24.11.2005), og at ingen pressede ham til det (guardian.co.uk, 25.11.2005).

Modsat af Marlowes tekst, hvor Tamburlaine klart er muslim, hører Tamburlaines gud i Farrs censurederede udgave ikke til nogen bestemt religion.
Farr vil være helt sikker på, at ingen tolker Tamburlaine som "surrogate Christian avenger [hævner]", at stykket ikke kan tolkes som et "piece of Christian triumphalism over the barbarous Turk" (guardian.co.uk, 25.11.2005).

Farr frygtede, at hvis man som i originalen brændte Koranen, ville det opflamme følelserne i kølvandet på terrorbomberne i London.

Direktør Simon Reade for Bristol Old Vic, hvor stykket blev spillet i oktober 2005, udtalte, at hvis man ikke havde omskrevet originalen, "[it] would have unnecessarily raised the hackles [børsterne] of a significant proportion of one of the world's great religions". Ifølge Read følte David Farr, at afbrænding af Koranen "would have been unnecessarily imflammatory" (!).
Derfor var brændingen af Koranen "smoothed over" [bragt i smulte vande]!

Instruktøren Terry Hands, som stod for opførelsen af dramaet i 1992 på Royal Shakespeare Company, tillod sig at være kritisk:
"I don't believe you should interfere with [blande sig i/ pille ved/ forgribe sig på] any classic for reasons of religious or political correctness".

Charles Nicholl, forfatter til bogen The Reckoning: The Murder of Christopher Marlowe, fandt det forkert at rette i Marlowes tekst, for han havde stillet "uncomfortable and confrontational questions - particularly aimed at those that held dogmatic, religious views".
Nicoll spurgte derfor: "Why should islam be protected from the questioning gaze [spørgende blik] of Marlowe? Marlowe stands for provocative questions. This is a bit of an insult to him [fornærmelse af ham]".

Park Honan, emeritus professor og forfatter til bogen Christopher Marlowe: Poet and Spy, sagde: "It is wrong to tamper with [pille ved, forfalske] the play, wrong to shorten it and wrong to leave out the burning of the Koran because that is involved with the exposition of Tamburlaine's character. He's a false prophet. This is meant to horrify the audience".

Kilde: timesonline.co.uk, 24.11.2006.


Stykket handler om den tatariske krigsherre Tamburlaines vilde krige, storhed og fald i det 14. århundrede.

Hvorfor har det kunnet vække stærke følelser eller i hvert fald frygten for dem?
For at forstå, hvorfor dette drama er blevet censureret i 2005, er det nødvendigt både at se på historien bag og på stykkets indhold.

Dramaet er bygget over den historiske mongolerfyrste Timur Lenk eller Timur den Halte (1336-1405), der også kendes under navne som Timur-i-leng, Timurlane, Tamburlaine.
Han blev født nær Samarkand i det nuværende Uzbekistan.

Timur Lenk var den sidste leder af det enorme mongolske imperium, som blev samlet af krigerkongen Djengis Khan (ca. 1162-1227). Det mongolske imperium varede ca. 200 år fra omkring 1200 til 1400.
Religiøst var mongolerne oprindelig shamanister, men blev tiltrukket af de store religioner, hvis folk de underlagde sig, fra kristendom i vest over islam i Mellemøsten og Persien til buddhisme i øst. Timur Lenk var muslim, og det oprindelige dramas Tamburlaine er uden tvivl muslim.
Silkevejen, handelsruten gennem det mongolske imperium fra Europa via Centralasien til Kina, blev kendt her i Vesten, da de italienske brødre Niccolo og Maffeo Polo i år 1260 som de første vesterlændinge rejste og handlede sig hele vejen til Peking og kom hjem i live 9 år senere.
Niccolos søn Marco Polo var med på den næste rejse, som varede 24 år (1271-1295). Bl.a. opholdt Polo'erne sig 17 år ved Kublai Khans hof i Kina.

Da Marco Polo ca. 1298 udgav bogen Marco Polos rejser, var det første gang, europæerne rigtig hørte om disse fjerne egne.
Læsere og forskere blev meget påvirket af beretningen, som mange først ikke rigtig troede på. I flere hundrede år var denne beskrivelse af Asien den bedste bl.a. geografisk.
Columbus studerede bogen flittigt ved planlægningen af rejsen den anden vej rundt om jorden, som han begav sig ud på 200 år senere, i 1492.
Timur Lenk forsøgte af efterligne Djengis Khan. Timur førte omfattende krige i hele regionen, fra Syrien i vest til New Delhi i Indien i øst, og han nåede mod nord helt op til Moskva.
I 1402 slog han den tids anden store muhamedanske fyrste, sultan Beyazit 1. (eller Bajesid). Han var leder af det Osmanniske rige (eller Osmanske; tyrkiske; på eng. Ottoman empire).
Osmannerne havde tidligere erobret magten helt frem til Tigris-floden og blev nu trængt tilbage, men allerede midt i 1400-tallet generobrede de det tabte og nåede endnu længere mod øst.

Bayezit og Timur mødtes i et af historiens største slag, ved det nuværende Ankara, hovedstaden i Tyrkiet, på den Anatolske højslette. Alene Timur deltog med over 100.000 mand og løb osmannerne over ende.

Derefter ville Timur også underlægge sig det kinesiske rige. Dette felttog blev det sidste. Han havde netop krydset den store centralasiatiske flod Syr Darja (eng. Syr Darya), da han pludselig døde af sygdom i 1405.
Hans gravmæle står endnu og er en af de store seværdigheder i Samarkand.

Grimbergs Verdenshistorie karakteriserer Timur som den største røver og ødelægger, verdenshistorien kender (bind 7, 1966, s. 296), "en sindssyg forbryder, en lystmorder af gigantisk format" (s. 295). Fx byggede han "sejrstårne" af de besejrede fjenders afhuggede hoveder. Det blev til 70.000 hoveder, da han havde indtaget Isfahan i Persien midt i 1380erne, og 100.000 hoveder, da han erobrede Bagdad i 1393.

Dramaets Tamburlaine (Timur) begynder som hyrde og ender som en konge, der vil herske over stadig flere folkeslag.
Han dør på højden af sin magt, netop som han tror sig udødelig.
Der er klare paralleller til myten om Faust, som kendes før Goethe; Marlowe skrev da også en Faust-tragedie lige efter dramaet om Tamburlaine.

Timur har givet inspiration til mange andre kunstneriske behandlinger end Christopher Marlowes drama - fra G.F. Händels opera Tamerlano (1675) til Microsofts computerspil Age of Empires II (hvor Tamerlane er en helt, man kun kan få adgang til via Map Editor).

Hvad har det med muslimer i dagens England at gøre?
Der er både politiske og religiøse grunde til, at dette historiske stof stadig er sprængfarligt.


Det politisk afgørende ved dramaets figur Tamburlaine er, at virkelighedens Timur herskede over det meste af Mellemøsten og Centralasien, men med forskelligt resultat de to steder.

I det vestlige og centrale Asien havde samfundene formentlig gavn af hans herredømme. Grimbergs Verdenshistorie mener ganske vist ikke, at Timur evnede at bygge noget op efter sine militære sejre, uden at skelne mellem, hvor det var (bind 7, 1966, s. 295).
Men Timur-dynastiet overlevede dog delvis til 1857, og modsat Grimberg bedømmer andre, at den Centralasiatiske del af hans riger netop blomstrede og måske endda stod på deres højeste under Timur. Og i hvert fald opkaldes der stadig den dag i dag børn efter ham i Centralasien.

De arabiske og persiske (iranske) folkeslag (og de indiske) led derimod grusomt under hans styre, og folk herfra har hellere villet bagtale ham end opkalde deres børn efter ham.

Desuden er det politisk interessant, at den centralasiatisk baserede Timur foreslog den Franske konge, at de skulle dele verden imellem sig.
Det var ganske vist først fra 1517, at den osmanniske sultan gjorde krav på at være kalif, det vil sige efterfølger af Allahs profet Muhammed og dermed leder af hele den muslimske verden.
Men det kristne Europa og Timurs mere eller mindre muslimske Asien havde begge en interesse i at presse riget imellem dem, det mere kernemuslimske osmannerrige.

Som nævnt i indledningen anførte 2005-instruktøren David Farr denne politiske grund til sin omskrivning af Tamburlaine - ingen skulle kunne tolke Tamburlaine som "surrogate Christian avenger [hævner]...an piece of Christian triumphalism over the barbarous Turk".


Det religøst sprængfarlige for samfundet i 2005 er, at Marlowes drama fra før 1600 beskriver en muslimsk krigerkonges forfærdelige opførsel, men mere, at han er så selvhævdende og gudsbenægtende, at Muhammed afsværges og Koranen brændes.

Det står mere åbent, om Tamburlaine afsværger enhver form for guddom, som Farrs omskrivning forudsætter.

Timur eller i dramaet Tamburlaine er muslim og kæmper som sådan mod både muslimske og ikke-muslimske folkeslag.
Dette sidste skulle i sig selv være godt nok for en muslim også i dag. Men han gjorde det ikke på en særlig pæn måde set med vor tids øjne. Det kunne være det ene problem.

Værre er det, at Tamburlaine i dramaet får storhedsvanvid og - selv om han er muslim! - sætter sig selv højere end Muhammed.

Det får David Farr i sin omskrivning til entydigt at være en opfordring til ugudelighed, ateisme.
Umiddelbart synes det mere rimeligt at tolke Tamburlaines udvikling som en analogi til Fausts drøm om at ofre sig selv for at opnå udødelighed; Tamburlaine hæver sig selv over guderne og bliver straffet for det.

Farr har ret i, at dramaet ikke direkte drejer sig om Tamburlaines muslimske tro. Men det betyder ikke, at det alene drejer sig om, at Tamburlaine fornægter al guddommelighed. Det drejer sig formentlig mere om, at han får storhedsvanvid.
I alle tilfælde er der intet i dramaet, som knytter vanviddet (min tolkning) eller gudsbenægtelsen (Farrs tolkning) principielt til islam, Timur var nu engang bare muslim, for det var man der på den tid.
Man kan endda argumentere for, at det egentlig er et religiøst budskab, at selv de største og mest magtfulde mennesker skal holde sig på måtten. Straffen for at fornægte Gud er døden. Det sidste Tamburlaine siger, lige før han falder død om, og stykket slutter, er: "[Jeg] Tamburlaine, the scourge [svøbe] of God, must die" (Jeg Tamburlaine, Guds svøbe, skal dø).
Der er således 1-2 fortolkninger ud over Farrs, men med hans censurerede tekst forsvinder de ud i mørket; havde han ikke censureret indholdet, var det mere hans fortolkning, som ville forekomme svagest.

Muhammed og Koranen bliver nævnt mange gange i Tamburlaine the Great:

I 1. del nævnes Muhammed (Mohamet) 11 gange, i 2. del 25 gange.
Koranen (Alcoran) nævnes kun 3 gange ialt, men er vigtig i slutningen af 2. del.
Kilde: Projektet Gutenberg gengiver dramamets to dele: 1.del se http://www.gutenberg.org/etext/1094, 2. del se .../1589.

Det er allerede derfor vanskeligt at se, hvordan instruktøren kan komme afsted med helt at udelade Muhammed af stykket i sin 2005-omskrivning, men det skete altså.

Censuren af dramaet skyldes åbenbart passager som disse:

"...go with us to Tamburlaine,
And thou shalt see a man greater than Mahomet"

Tamburlaine: "...And all the heaps of superstitious books [bunkerne af overtroiske bøger]
Found in the temples of that Mahomet
Whom I have thought a god? they shall be burnt".

Instruktøren David Farr omskaber brænding af bl.a. Koranen til brænding af en bunke bøger repræsenterende alle religioner. Begrundelsen er, at "heaps of supersuperstitious books" er alle religioners bøger (guardian.co.uk, den 25.11.2005).
Farr ser bort fra, at bøgerne er "fundet i Muhammeds templer". Der står faktisk: "the heaps of superstitious books/ Found in the temples of that Mahomet".
Og for øvrigt havde Muhammed hverken Gl. eller Nye Testamente endsige andre religioners bøger liggende, og hans kendskab til både jødedom og kristendom var stærkt begrænset og i meget vidt omfang forkert.

Figuren Usumcasane svarer: "Here they are, my lord".

Tamburlaine: "Well done...let there be a fire presently.
[They light a fire.]
In vain [forgæves], I see, men worship [tilbeder] Mahomet:
My sword hath sent millions of Turks to hell,
Slew [dræbt] all his priests, his kinsmen [slægtninge], and his friends,
And yet I live untouch'd [urørt] by Mahomet.
There is a God, full of revenging wrath [hævnende vrede],
From whom the thunder and the lightning breaks,
Whose scourge [svøbe] I am, and him I will obey.
So, Casane; fling [slyng] them in the fire.--
[They burn the books.]
Now, Mahomet, if thou [du] have any power,
Come down thyself [selv] and work a miracle:
Thou art [Du er] not worthy [værdig] to be worshipped
That suffers [Som rammes af/ lider under] flames of fire to burn the writ [den hellige skrift]
Wherein the sum of thy religion rests:
Why sends thou not a furious whirlwind down,
To blow thy Alcoran [Koran] up to thy throne,
Where men report thou sitts by God himself?
Or vengeance on the head of Tamburlaine
That shakes his sword against thy majesty,
And spurns [hånligt afviser, sparker] the abstracts [sammenfatningerne] of thy foolish laws?--
Well, soldiers, Mahomet remains in hell;
He cannot hear the voice of Tamburlaine:
Seek out another godhead to adore [tilbede];
The God that sits in heaven, if any god,
For he is God alone, and none but he".

Kilde: http://www.gutenberg.org/dirs/etext99/tmbn210.txt

Den omskrevne udgave af dramaet ender med, at en stak bøger bliver brændt.
Ikke Koranen, men bare en ubestemt stak, som skulle repræsentere alle religioner.
Men hvorfor så ikke også Koranen? Og ikke først og fremmest Koranen, når det (kun) er den, teksten nævner?

Og hvordan skal de sidste linier tolkes: "Seek out another godhead to adore;/ The God that sits in heaven, if any god,/ For he is God alone, and none but he"?

David Farr forsvarer sin omskrivning af dramaet med, at det udtrykker en generel religionskritik. Tamburlaine skulle angiveligt "not belong to any religion" (guardian.co.uk, den 25.11.2005).
Så stærkt kan man rimeligvis ikke tolke Tamburlaines kamp med gud(erne) undervejs i stykket - når han ender med at sige, at der måske er en gud, og at han så er den eneste (som ikke kan være ham, profeten Muhammed taler om, for han er afskrevet).

Teksten bliver omfortolket til ukendelighed, før Farr når til sin generelt antireligiøse tolkning af dramaet om Tamburlaine.

Der er tale om et langt drama skrevet på gammelt engelsk og fra årene lige før 1600 om noget, der foregik langt væk i 1300-tallet.

Det er en tekst, som er spillet mange gange på engelske teatre gennem århundrerne derefter.

Det er en tekst, som ikke engang er entydigt antimuslimsk.

Er det så slemt for en muslim, som er flyttet til England?

Selv om det opfattes krænkende af en muslim, skal det så føre til censur?

En instruktør og to teatre har i England anno 2005 lavet teksten om, så Muhammed og Koranen forsvandt ud af den. Hvorfor?

Fordi man er bange for, at der nok er nogle muslimer et eller andet sted derude, som vil blive utilfreds med, at teksten fra før år 1600 siger det, den nu engang faktisk siger.

Man skriver historiens tekster om, så de passer bedre til tidens politisk korrekte krav.



Afsnit nr. 0:
Sikh-protester får engelsk teater til at fjerne forestilling

0.12.2004

Billede

I december 2004 protesterede engelske sikh'er over, at et teaterstykke hånede deres religion.
Skuespillet Behzti, skrevet af Gurpreet Bhatti, var sat op på Birmingham Repertory Theatre, men blev af sikh'erne krævet væk, fordi de mente, at det skildrede seksuelt misbrug og mord i et sikh-tempel.

Forfattere Bhatti oplyste bagefter, at hun var blevet truet, og at politiet havde rådet hende til at holde lav profil.

Efter en uge med bl.a. voldelige demonstrationer, blev skuespillet aflyst, taget af plakaten.


Kilde: timesonline.co.uk, den 24. nov. 2005.



Afsnit nr. 0:
Britiske regering overvejer lov mod tilskyndelse til religiøst had

0.12.2004

Billede

Den engelske komiker Rowan Atkinson opfordrede lige før jul 2004 til at forsvare "the rigth to offend", retten til at støde, fornærme, krænke.

Det gjorde han efter at den britiske regering havde fremlagt planer for en lovgivning mod opfordring til religiøst had.
Disse lovtanker fulgte i kølvandet på mordet på den hollandske filmskaber Theo van Gogh den 2. nov. 2004, som satte det multikulturelle samfunds fri tale under pres.

Rowan Atkinson argumenterede med, at en sådan lov ville tvinge "creative thinkers" til at "bite their tongue", hvilket i en ordbog forklares således: "to stop yourself from saying something because it would be better not to, even if you would like to say it" (http://idioms.thefreedictionary.com/bite+tongue, link pr. 20.11.2006).

At holde kæft under de betingelser vil ifølge Atkinson skabe "et skin af tolerance, som skjuler en slangerede af indelukkede og uprøvede synspunkter".


Kilde (pr. 17.11.2006):
http://newvote.bbc.co.uk/mpapps/pagetools/print/
news.bbc.co.uk/2/uk_news/mag...



Afsnit nr. 0:
Outlandish-popgruppen forlangte bare kvindearme på afstand

0.12.2006

Billede
Kilde: BT, 5.12.2006
I uge 48 2006 holdt Danmarks Radio 4 dages optagelser til DRs Juleshow - til udsendelse på DR1 den 17. dec. og genudsendelse juleaften.

På et tidspunkt skulle popgruppen Outlandish optræde på scenen sammen med den norske sanger Herborg Kråkevik. Hun skulle optræde i en af Outlandish' sange.

Her var det så, at Outlandish efter generalprøvn og midt under optagelserne krævede, at Herborg Kråkevik ikke stod på scenen lige ved siden af bandet, men skulle holde en passende afstand ved at gå over i den anden side af scenen.

Det behøvede der ikke være noget mærkeligt i.
Men hvorfor skulle hun flytte sig under de endelige optagelser, hvad var begrundelsen?

Begrundelsen var, at den norske sangerinde havde en kjole på, hvor man kunne se hendes bare arme og noget af skuldrene!

Outlandish består af to muslimer, Isam Bachiri og Waqas Qadril, og katolikken Lenny Martinez. Bandet var allerede før optagelsen i DR kendt for deres stærke religiøse holdninger. De har bl.a. krævet, at under deres optræden skulle arrangørerne lukke for udskænkningen af alkohol.


Herborg Kråkevik bekræftede først over for BT, at episoden havde fundet sted.

Hun havde måttet flytte sig væk fra Outlandish efter krav fra Waqas, medlem af gruppen. Meningen var ellers, at to kulturer skulle mødes i fælles optræden.

Den norske sanger sagde først til BT: "Ja, det var noget med mine skuldre. Men vi ordnede det. Jeg tror ikke, det er så godt, jeg siger noget om det. Jeg har jo mange fans i Danmark".

Et kvarter senere ringede hun tilbage til journalisten og ville afkræfte historien - efter i mellemtiden at have talt i telefon med DR-produceren!

Den presseansvarlige for Outlandish's pladesselskab Sony/BMG, Karina Fenn, bekræftede, at Outlandish først var tilfreds med opstillingen på scenen, da Herborg Kråkevik var kommet tilstrækkelig langt over i den anden side af scenen.
Det var hende, der skulle fjerne sig fra dem, så der blev afstand mellem dem.

Karina Fenn sagde til BT: "Jeg var der selv alle fire dage, så jeg ved godt, hvad der skete. Det er jo en del af deres religion...Men jeg tror ikke, Herborg Kråkevik havde noget imod lige at flytte sig lidt".

DR afviste helt, at der skulle have været nogen problemer. "Der er ingenting om det", sagde produceren Lene Sadolin.
På spørgsmålet fra BT om, hvorfor hun afviste noget, som Outlandish's pladesselskab havde bekræftet, svarede produceren: "Ingen kommentarer".


Det her er en ret lille sag, men det er ofte i det små, at det store åbenbares.

Dialogen og kulturmødet skulle være bærende i to parters optræden i DRs juleshow.
Den ene part forlangte bare at være mere bestemmende end den anden.

Det skete med henvisning til islam.
Den norske kvinde viste for meget bar hud til at de unge mænd i Outlandish ville stå hende nær, i hvert fald i den endelige optagelse, som andre ville komme til at se.



Afsnit nr. 0:
Mindesmærke angiver ikke, hvad der mindes: Mordet på Theo van Gogh 2. nov. 2004

18.3.2007

Billede

Den 18. marts 2007 blev der i en park i Amsterdam afsløret en skulptur til minde om mordet på filminstrukturen Theo van Gogh. Han blev myrdet af en islamisk ekstremist den 2. nov. 2004.

På trods af officiel deltagelse i mindesmærkets tilblivelse, eller netop derfor, kan man ikke nogen steder i parken se, at skulpturen er rejst i en bestemt anledning. Man kan ikke se, at den faktisk er et mindesmærke for mordet på Theo van Gogh. Forbipasserende, som ikke på forhånd ved det, har ingen chance for at få det at vide.

Det har man ikke turdet angive.

Ved foden af skulpturen står en lille plade, hvorpå der kun står titel og kunstner: "De Schreeuw. Jeroen Henneman. 2007".


Mindesmærket "De Schreeuw" (Skriget) er udført af kunstneren Jeroen Henneman, der har sagt at “Theo skriger om nåde i denne skulptur”. Den 4,5 meter høje skulptur i rustfrit stål viser Van Goghs ansigt i profil. Den symboliserer både talefriheden, og hvordan Theo van Gogh blev gjort tavs. Set fra den ene side skriger han med åben mund. Set fra den anden side er munden lukket.

Mindesmærket blev først udstillet på Rijksmuseum, og Amsterdams borgmester talte ved afsløringen i Oosterpark i det østlige Amsterdam lige bag ved Tropenmuseum.

Skulpturen er ikke placeret ud mod Linnaeusstraat øst for parken, hvor mordet fandt sted. Den står ud mod vejen Oosterpark syd for parken af samme navn (ca. midtvejs, ud for nr. 65-66).



Afsnit nr. 1:
Selvcensur 1: Novellen "Grisen", feb. 2006

5.2.2006

Billede

Selvcensuren var der før de begivenheder, der begyndte med Jyllands-Postens profettegninger, som blev bragt 30. sept. 2005.

Et af argumenterne for at bringe de tegninger var, at flere danske kunstnere havde givet offentligt udtryk for, at de enten pålagde sig selv censur, eller at deres virksomhed blev vanskeliggjort af, at andre pålagde sig selvcensur.


Berlingske Tidende ville i begyndelsen af februar 2006 trykke en novelle fra en norsk bog. Men det kunne man ikke få lov til.

I kølvandet på begivenhederne efter Jyllands-Postens profettegninger af 30. sept. 2005, var forfatteren og hans forlag blevet bange.

Forfatteren sagde til den norske avis VG, at diskussionen var blevet sårbar, men at man er langt ude, hvis man tvivler på ytringsfriheden.

Forlaget, Cappelens Forlag, var kritisk over for den danske avis' motiv til at trykke novellen. Direktøren, Anders Heger, sagde til VG, at han tror, at Berlingske Tidende håber på, at novellen kan spille en politisk rolle og øge temperaturen i den politiske diskussion.

Direktør Erik Barfoed fra forfatterens danske forlag Aschehoug bekræftede ifølge Jyllands-Posten, at man havde sagt nej til at trykke novellen i Berlingske Tidende.

Men ifølge den norske avis VG var det det danske forlag, som havde frarådet publiceringen.

Forfatteren Lars Saabye Christensen og hans danske forlag Aschehoug skrev ifølge Ekstra Bladet i en fælles kommentar:
"Lars Saabye Christensen og hans danske forlag Aschehoug i fællesskab har vurderet, at der var en risiko for, at novellen kunne komme til at optræde i en anden sammenhæng end den, som forfatteren oprindelig har ønsket, at den skulle indgå i".

Ja, det er muligt.
Alle forfattere og alle mulige andre mennesker bruger hele tiden ting i det de skriver og siger, som ikke indgår i den sammenhæng, det oprindelig var tænkt.

Den udtalelse fra forfatter og forlag dækker over frygt og er udtryk for selvcensur.
Hvis frygten er stor, er det forståeligt, at de vil forsvare sig med selvcensur.
Det var trods alt i Norge, forlæggeren William Nygaard den 11.oktober 1993 blev forsøgt myrdet for udgivelsen af nobelpristageren Salman Rushdies bog De sataniske Vers.


Berlingske Tidendes kulturredaktør Jakob Høyer bekræftede, at man ikke ville trykke novellen, men at han kendte den som et fremragende stykke litteratur.
Redaktøren sagde, at ønsket om at trykke novellen ikke havde noget at gøre med tegningerne af Muhammed.


Den norske forfatter Lars Saabye Christensen (med danske aner), fik Nordisk Råds litteraturpris i 2002 for den stort anlagte roman "Halvbroren" om fire generationers liv i Oslo i anden halvdel af det 20. århundrede (dansk udgave på forlaget Athene, 2003 og senere).

I 2005 udkom Lars Saabye Christensen på dansk med novellesamlingen "I Oscar Wildes elevator" (Athene, 2005; den litterære kritik var, som det siges på norsk, "himmelfallen").

Heri er der en novelle med titlen "Grisen".
Den handler om en konflikt mellem to dødsyge mænd på et hospital, en nordmand og en pakistaner. På væggen hænger en barnetegning af en gris. Nordmanden finder trøst i tegningen, pakistanerens familie river tegningen ned, fordi de føler sig krænket (grisen er i semitisk tradition et urent dyr).

Kilder (alle pr. 5.2.2006): Jyllands-Posten (fra Ritzau). Det norske TV2s nettavisen, link pr. 5.2.2006. Ekstra Bladet, link pr. 5.2.2006.


Afsnit nr. 2:
Selvcensur 2: Musik cover trækkes, feb. 2006

6.2.2006

Billede

Musiker Signe Høirup Wille-Jørgensen og Danmarks Radio besluttede den 2. feb. 2006 at udsætte udgivelsen af et musik album.

Begrundelsen var, at coveret kunne opfattes som en provokation (ja!).


Kilde og link: Politiken, den 2.2.2006


Afsnit nr. 3:
Selvcensur 3: Henrik Qvortrup, Se & Hør

Billede

En af de ellers forholdvis kække i dansk presse, chefredaktør på Se & Hør og tidligere presserådgiver for statsministeren, Henrik Qvortrup, angiver frygt som grund til, at han ikke har trykt de 12 omdiskuterede Muhammedtegninger, som var i Jyllands-Posten den 30. sept. 2005.


Henrik Qvortrup gav udtryk for, at det var påfaldende, at selv de medier, der bakkede Jyllands-Posten mest op, ikke turde trykke tegningerne. Hverken han selv eller det traditionelt rebelske Ekstra Bladet har trykt dem.

Det er bl.a. frygten for 25 råbende muslimer i receptionen i Allers bladhus, som udgiver Se & Hør, der har fået ham til at pålægge sig selv censur:

"...jeg tør ikke gøre det i mit blad, for jeg kan med egne øjne se, hvilke konsekvenser det har. Det er ærgerligt. Vi burde stå fast og holde sammen...Det er beskæmmende".



Han sagde også:

"Læren er, at jo højere man råber, hærger og truer med boykot og død og forfølgelse, desto mere stikker vi halen mellem benene. Selvcensuren er en realitet. De her tegninger er harmløse, og sammenlignet med anden satire det rene vand. Den omdiskuterede tegning med bomben i turbanen er et satirisk apropos til en gruppe mennesker, der i islams navn skærer halsen over på vestlige gidsler. Hvor nærtagende har man lov at være?"

Kilde: Jyllands-Posten, 10.2.2006



Qvortrup er frustreret og må som udøver af sin (egen) selvcensur nøjes med at konstatere, at de danske værdier er endt på gulvet. Den første runde af slagsmålet om ytringsfrihedens grænser er tabt.


Afsnit nr. 10:
(Selv)Censur 10: South Park, amerikansk tegneserie, april 2006

12.4.2006

Billede

Den amerikanske tegneserie South Park, som 2006 gik ind i sit 10. år, er berømt for ikke at have nogen som helst hæmninger.
Alle normer, personer, religioner mv. bliver der gjort grin med. Både præsident Bush og Jesus er der blevet skidt på, bogstavelig talt. Den katolske kirke og scientologi er yndlingsofre. Skuespilleren Tom Cruise truede med at sagsøge tv-selskabet Comedy Central ved genudsendelse af episoden om scientology.
Utallige gange er seriens Matt Stone og Trey Parker gået langt over stregen i alle henseender. De har sat en ære i, at intet var for helligt til at blive gjort grin med.


Den 12. april 2006 blev serien for første gang udsat for rigtig censur eller selvcensur.
Muligvis var der tale om begge dele, det er lidt uklart.

Det var episode 143 med titlen Cartoon Wars (2), det gik ud over. Ugen før, den 5. april havde man sendt episode 142, Cartoon Wars (1).

Her vises først to billeder (1 og 2) fra episoden med censur.
Det er de tekster på sort skærm, som blev vist i stedet for et enkelt billede i tegnefilmen, som angiveligt skulle vise profeten Muhammed.

Det næste billede (3) er det, som flere steder på internettet angives at være blevet censureret væk og erstattet med sort skærm billederne.

Seriens producer Garefino har udtalt, at dette billede er en forfalskning, men har samtidig sagt, at der findes en anden scene, som faktisk viste Muhammed.
Der findes en omfattende diskussion på nettet om billedet (3) er det, der blev censureret væk, eller det snarere er en forfalskning.

Det ændrer ikke ved, at der er censureret et (formentlig andet) billede væk - ellers var der heller ingen grund til, at serien blev tvunget til at vise sort skærm.
Der er sket en (selv)censur, men vi ved ikke præcis, hvad det er, der er skåret væk - ud over, at det angiveligt er et billede af Muhammed.

Det sidste billede (4) er det, som kom på i stedet for, så der ikke var et hul i fortællingen efter den sorte skærm. Her kan man ikke se Muhammed, kun at han rækker en football hjelm frem. Det politisk korrekte billede af Muhammed som kun svagt antydet.


Censur i tegneserien South Park, 12.4.2006

Censur i tegneserien South Park, 12.4.2006

Kilde: De første to links i teksten nedenfor


I et interview har South Parks producer Anne Garefino sagt, at seriens skabere havde to muligheder:

1) At aflevere episode 143 til Comedy Central som den var lavet med visning af Muhammed, og så være indstillet på, at selskabet censurerede den.
2) At skære den problematiske scene ud og i stedet selv formulere både, hvorfor Muhammed ikke blev vist, og hvem, der havde taget denne beslutning.

Man valgte altså den sidste løsning og lavede selv de sorte skilte vist ovenfor.

Hvorfor denne (selv)censur?

Comedy Centrals officielle grund var "public safety" (den offentlige sikkerhed).
Men South Parks producer Garefino har ikke kendskab til, at Comedy Central skulle have været udsat for nogen faktiske trusler om vold.
Tværtimod sagde Gerefino, at henvisningen til den offentlige sikkerhed bare var en omskrivning af "fear" (frygt).

Kilde: http://www.brendanloy.com/2006/04/see-the-banned-muhammad-clip.html og http://www.spscriptorium.com/SPinfo/SPTimeline2006.htm, links pr. 26.10.2006.
NB: Hvis du følger linkene...
Det er ikke er en fejl, at personen Peter, som åbner døren for Muhammed, er fra en anden serie, Family Guy - det er i serien South Park, det foregår.

Seriens skabere Stone og Parker blev den 22. september 2006 interviewet i ABC-showet Nightline.
Her kommenterede de, at forskellige tv-selskaber ikke havde turdet vise episoden med Muhammed med henvisning til religiøs tolerance.

Deres svar var: "No...You're afraid of getting blown up. That's what you're afraid of".
I min oversættelse: "Nej [det var ikke på grund af religiøs tolerance]...I er bange for at blive sprunget i luften. Det er, hvad I er bange for".

(kilde: http://abcnews.go.com/Nightline/Entertainment/story?id=2479197&page=1, link pr. 26.10.2006)

Det handler om frygt.
En del muslimers voldelige adfærd i kølvandet på Jyllands-Postens karikaturtegninger har gjort mennesker bange for at ytre sig.
Selv i tegneserien South Park, som ellers ikke er bange for noget.



Afsnit nr. 11:
Sankt Georg

Billede

Det tirrer måske muslimerne i England, at Sankt Georg er Englands skytshelgen.

Han kæmper - på dansk som Sankt Jørgen - fra hesteryg mod en drage.
Det engelske flag er Sankt Georgs fane, et rødt kors på hvid bund.
Fanen blev ført af Sankt George, da han deltog i korstoget mod muslimerne i Jerusalem i det 11. århundrede.

En række kirkefolk i Church of England mener, at kampen mod dragen, med eller uden fanen, er for krigerisk og kan støde muslimerne. Kirkefolkene fører derfor en kampagne for at få ham udskiftet med den fredelige martyr Sankt Alban.


Kilde: Jyllands-Posten, den 1. nov. 2006



Afsnit nr. 12:
Ansatte må ikke bære slipsenål med engelsk flag

Billede

I det britiske fængelsvæsen er det blevet forbudt for fængselsbetjentene at bære slipsenåle med det britiske flag.

Det har inspektøren for fængselsvæsenet, Anne Owers, forbudt (i efteråret 2006). Begrundelsen er, at flaget kunne minde de muslimske indsatte om korstogene.


Kilde: Jyllands-Posten, den 1. nov. 2006



Afsnit nr. 13:
Ansatte må ikke vise flaget

Billede

Nogle af de store virksomheder i Storbritannien forlanger af deres ansatte, at de ikke viser det engelske flag på deres arbejdsplads.
Begrundelsen er, at det kan krænke muslimske kolleger eller kunder.

Reglen er indført af bl.a. kabelproducenten NTL og det britiske motorkontor Drivers and Vehicles Licensing Agency.


Kilde: Jyllands-Posten, den 1. nov. 2006



Afsnit nr. 14:
Byråd forbød flagning under VM i fodbold

0.6.2006

Billede

I sommeren 2006 var der VM i fodbold i Tyskland. De engelske byråd vedtog, at der under VM ikke måtte flages med det engelske flag, Sankt George's fane, fra kommunale bygninger eller biler.

Man antog, at det kunne støde muslimer.

Sankt George's fane er de sidste år blevet meget populær blandt de engelske fodboldfans.



Kilde: Jyllands-Posten, den 1. nov. 2006



Afsnit nr. 15:
De engelske skolers læseplaner ændret

Billede

De engelske skolers læseplaner, National Curriculum, formulerede indtil for nylig, at pensums opgave er at "bidrage til udviklingen af elevernes sans for identitet gennem viden og forståelse af Storbritanniens åndelige, moralske, sociale og kulturelle arv".

Nu er det for at tage hensyn til indvandrerne i almindelighed og muslimerne i særdeleshed formuleret om til, at pensums opgave er at fremme "...forståelse af Storbritanniens varierede samfunds åndelige...osv.".
Storbritannien er blevet til det "varierede samfund".


Kilde: Jyllands-Posten, den 1. nov. 2006



Afsnit nr. 16:
Bibeler anbefales fjernet fra hospitaler

Billede

I næsten 100 år har bibelselskabet Gideon givet gratis bibler ud bl.a. til hoteller, så der mange steder i den vestlige verden lå en bibel på ethvert hotelværelse.

Nu har University of Leicester i den engelske by Leicester, som har en af de største muslimske befolkningsgrupper i Storbritannien, anbefalet byens hospitalsvæsen, at disse bibeler fjernes. De kunne jo støde muslimske patienter.


Kilde: Jyllands-Posten, den 1. nov. 2006



Afsnit nr. 17:
Krematoriets kapel blev afkristnet

Billede

I den sydengelske by Torquay mente byrådet, at samfundet nu er så multikulturelt, at det kommunale krematorium skulle fjerne alle symboler, som kunne minde om kristendommen.

Korset i krematoriets kapel blev nedtaget, og forøvrigt er det nu ikke længere et kapel, for det ord lød for kristent.
Nu hedder det "Ceremonisalen".


Kilde: Jyllands-Posten, den 1. nov. 2006



Afsnit nr. 18:
Vend gravstenene, så vi ikke kommer i konflikt med muslimerne!

0.7.2006

Billede

Byrådet i Nottingham i Midtengland har i forstaden Bulwell i den nordlige udkant af byen anlagt en ny kirkegård, High Wood.

Byrådet har besluttet, at alle gravsteder på den nye kirkegård, der blev åbnet 3. juli 2006, i princippet skal placeres, så de vender nordøst-sydøst.

Hvorfor? Fordi Mekka i Saudi-Arabien befinder sig i sydøstlig retning!

Efter kristen tradition vender gravstenene ganske vist ofte mod øst.
Men man vil helst ikke have gravsteder, der vender alt for forskelligt.

For fredens skyld blev den muslimske retning mod Mekka den bestemmende, fælles retning.
De kristne antages at protestere mindre end muslimerne, når man gerne vil have en vis enretning, der både drejer sig om det æstetiske og forbruget af plads.

Hvis man vil have en anden retning på en grav, kan man godt få det, men kun, hvis man udtrykkeligt beder om det. Hvis ikke man selv siger til, bliver der gravet nordøst-sydøst.

Hvis man beder om at få en grav med en anden retning, og det kræver ekstra plads, koster det ekstra at få drejet graven væk fra ensretningen mod Mekka.


Selv om der er særlige afdelinger på kirkegården for de forskellige trossamfund, ville man gerne have en pæn, retlinet ordning af gravene, også for at bruge mindre plads.

Kirkegården, som er Nottinghams første nye i 85 år, skulle kunne rumme 13.500 grave og dække behovet ca. 40 frem i tiden.

Der er afsat 15 pct. af pladsen til muslimske grave, men alligevel er det altså det muslimske krav om at få deres grave til at vende nordøst-sydøst, som er blevet styrende for det overordnede anlæg af kirkegården.

I graven skal muslimen svøbt i et simpelt klæde ligge på højre side med hovedet i sydøstlig retning, så ansigtet er vendt mod sydvest. Muslimerne tror nemlig, at den døde kigger sig tilbage over skulderen mod sydøst i retning af Mekka (han eller hun gør det formentlig lettest ved at dreje hoved til højre og derefter bagud).

Den principielle ensretning af gravene er vedtaget af Nottinghams rådgivende komite for kirkegårde.

Præsten David Grey i den lokale St Johns kirke i Bulwell udtalte sig således om ensretningen (21.9.2006):
- Alle trosretninger burde få respekteret deres overbevisning.
- Det ville være forkert på forhånd at sætte den ene tro over den anden.
- For nogle kristne betyder det ikke noget, men for dem, der foretrækker at ligge mod øst, er det vigtigt.

Præsten protesterer altså ikke særlig kraftigt. Han nøjes med i god kristen ånd at vende den anden kind til og udtrykke et håb:

"Måske kan tingene ændre sig, efterhånden som kirkegården bliver ældre. Jeg håber, at det bliver tilfældet, så dem med den kristne tro, som alle andre, ikke føler sig udelukket fra deres tro".


Der har været så meget debat om den fødte muslimske ensretning af kirkegården, at byrådet på sin hjemmeside skriver, at hvis man ønsker noget andet, er der stadig mulighed for at få en østvendt grav:

"Nottingham byråd vil gerne understrege, at det ikke insisterer på, at enhver grav på den nye High Wood kirkegård i Bulwell ligger i den samme retning".

Det ændrer ikke på, at Mekka er den overordnede retningsgiver for gravenes anlæggelse.

Afvigelser skal man selv bede om. Og hvis afvigelsen kræver ekstra plads, skal man betale ekstra for det.

De 70 pct. af befolkningen, der ved en folketælling i England i 2001 betragtede sig selv som kristne, indordner sig efter, at myndighederne regner med, at det er alt for vanskeligt at stille den meget mindre muslimske befolkningsgruppe tilfreds.

Traditionen, flertallet, den kristne praksis, det normale - det bliver undtagelselsen, som koster ekstra.

Frygten for muslimerne koster.



Afsnit nr. 19:
Satirisk serie "Daglig Fatwa" blev bremset

Billede

Den engelske populæravis Daily Star havde i efteråret 2006 planlagt at bringe en daglig satirisk serie med "Daily Fatwa" (Dagens Fatwa, det vil sige dagens islamiske, religiøse kendelse eller dom).

I sidste øjeblik blev serien taget af programmet, avisen fulgte en meget kraftig henstilling fra det britiske journalistforbund om ikke at bringe den.
Journalistforbundet mente serien var en fornærmelse af muslimerne i det britiske samfund.


Kilde: Jyllands-Posten, den 1. nov. 2006



Afsnit nr. 20:
British Airways diskriminerer kristne symboler

Billede

Det engelske luftfartsselskab British Airways har ansatte af mange nationaliteter og fra mange forskellige trosretninger, men kun de kristne bliver diskrimineret.

Sikher må bære turban som en del af uniformen, for de må af religiøse grunde ikke vise deres hår. Muslimer tillades at bære slør som en del af deres uniform, hvis de påstår, at det kræves af deres religion.

Kristne må end ikke bære et meget beskedens kors i en halskæde eller som en anden form for smykke.

Nadia Eweida, som arbejder med check-in for British Airways i Heathrow lufthavn, har fået besked på at skjule sit smykke med kors.
Hun anlægger formentlig sag mod British Airways.


Kilde: Jyllands-Posten, den 1. nov. 2006



Afsnit nr. 21:
Birmingham vil omdøbe jul til midtvinterfest

Billede

Bystyret i den store midtengelske by Birmingham forslog (hvornår?) at ordet jul skulle erstattes af "midtvinterfest".

Det engelske ord for jul, "Christmas", indeholder jo ordet Kristus (Christ). Derfor mente man, at det var for provokerende for muslimerne.

Angiveligt opgav byrådet tanken efter modstand fra den lokale biskop.


Kilde: Jyllands-Posten, den 1. nov. 2006



Afsnit nr. 22:
Stakkels Grisling

Billede

I den engelske by Dudley, en forstad til storbyen Birmingham, vedtog bystyret i efteråret 2005, at alle billeder af grise skulle fjernes.
Det skete for ikke at krænke muslimer, som mener, at grisen er et urent dyr.

Grisen er et populært dyr i England. Bacon er en meget brugt fødevare.

Men legetøj, billeder, porcelæn, kalendere, selv holdere til papirservietter skulle fjernes fra kommunens bygninger, hvis der var det mindste spor at grise på dem.
Det var der ofte, for Peter Plys' (Winnie the Pooh) ven Grisling (Piglet) er en meget populær figur også for engelske børn - måske også selv om de har muslimske forældre?

Grisene blev fjernet fra Dudley.


Kilde: Jyllands-Posten, den 1. nov. 2006


Andre artikler i kapitlet "Antidemokrati & Racisme" er:
[Omvendt racisme: Praksis] [Omvendt racisme: Mediebilledet] [Valg af ægtefælle: Racisme og kolonialisme] [Antidemokratiske holdninger hos indvandrere] [Muslimske angreb på ytringsfriheden] [Galskab og racisme i arabiske medier] [Islamofacisme

Indvandringen.dk indeholder disse emner lig kapitler:
[Statistiske begreber] [Indvandringen] [Bolig] [Arbejde] [Skole] [Kriminalitet] [Sociale forhold] [Økonomi] [Kultur] [Politik & Love] [Religion] [Medier & Debat] [Antidemokrati & Racisme] [Kilder] [Om dette site] [Figurer] [Citater] [Tidslinie] [Sitemap


info@indvandringen.dk   ©Indvandringen.dk 2018       Denne side er Valid XHTML 1.0 Transitional