Indvandringen.dk, http://www.indvandringen.dk

Siden her er til print i stående A4 format af et afsnit fra:
Artiklen [Censur og selvcensur]
i Kapitlet [Antidemokrati & Racisme].

Afsnittet kan findes på internettet som:
http://www.indvandringen.dk/vis/artikel_vis.php?kapitelId=16&artikelId=157&afsnitId=131#131


Afsnit:
Klassisk engelsk teaterstykke censureret

Nov. 2005


Skuespillet Tamburlaine the Great er et klassisk engelsk drama.
Det er skrevet af Christopher (Kit) Marlowe som kun 23-årig i 1587 i tiden lige før Shakespeare. Marlowe blev dræbt i et slagsmål om en værtshusregning allerede som 29-årig (født 1564, død 1593).
Han var sin tids største dramatiker og stykket regnes for britisk kulturarv på linie med Shakespeare.

De engelske teatre Bristol Old Vic og Barbican teatret i London havde det i efteråret 2005 på programmet i en forkortet og ikke mindst kraftigt omskrevet udgave.

Omskrivningen er foretaget af instruktøren David Farr, til daglig kunstnerisk leder af teatret Lyric Hammersmith i London.
Opgaven har været at skrive det oprindelige dramas to dele på ialt 7 timer ned til en 3-timers forestilling.

Det er gjort ved bl.a. at få de mindst 36 gange, profeten Muhammed omtales, til at forsvinde helt eller delvist - hvor meget kan ikke afgøres, da det nyskrevne stykke ikke findes offentligt tilgængeligt på tryk.

Farr slettede simpelthen de afgørende referencer til Muhammed og Koranen.
Man får ikke at høre, at dramaets hovedpersonen siger, at profeten Muhammed ikke er værd at tilbede, og at han for øvrigt kan forblive i helvede.
Man får ikke at se, at stykket slutter med afbrændingen af Koranen.

Farr omskrev stykket efter terrorangrebene i London den 7. juli 2005, hvor 4 bomber dræbte 52 rejsende på 3 undergrundsstationer og i en bus.
Han hævder, at omskrivningen var et "personligt" valg af fokus, som ikke havde noget at gøre med politik (timesonline.co.uk, 24.11.2005), og at ingen pressede ham til det (guardian.co.uk, 25.11.2005).

Modsat af Marlowes tekst, hvor Tamburlaine klart er muslim, hører Tamburlaines gud i Farrs censurederede udgave ikke til nogen bestemt religion.
Farr vil være helt sikker på, at ingen tolker Tamburlaine som "surrogate Christian avenger [hævner]", at stykket ikke kan tolkes som et "piece of Christian triumphalism over the barbarous Turk" (guardian.co.uk, 25.11.2005).

Farr frygtede, at hvis man som i originalen brændte Koranen, ville det opflamme følelserne i kølvandet på terrorbomberne i London.

Direktør Simon Reade for Bristol Old Vic, hvor stykket blev spillet i oktober 2005, udtalte, at hvis man ikke havde omskrevet originalen, "[it] would have unnecessarily raised the hackles [børsterne] of a significant proportion of one of the world's great religions". Ifølge Read følte David Farr, at afbrænding af Koranen "would have been unnecessarily imflammatory" (!).
Derfor var brændingen af Koranen "smoothed over" [bragt i smulte vande]!

Instruktøren Terry Hands, som stod for opførelsen af dramaet i 1992 på Royal Shakespeare Company, tillod sig at være kritisk:
"I don't believe you should interfere with [blande sig i/ pille ved/ forgribe sig på] any classic for reasons of religious or political correctness".

Charles Nicholl, forfatter til bogen The Reckoning: The Murder of Christopher Marlowe, fandt det forkert at rette i Marlowes tekst, for han havde stillet "uncomfortable and confrontational questions - particularly aimed at those that held dogmatic, religious views".
Nicoll spurgte derfor: "Why should islam be protected from the questioning gaze [spørgende blik] of Marlowe? Marlowe stands for provocative questions. This is a bit of an insult to him [fornærmelse af ham]".

Park Honan, emeritus professor og forfatter til bogen Christopher Marlowe: Poet and Spy, sagde: "It is wrong to tamper with [pille ved, forfalske] the play, wrong to shorten it and wrong to leave out the burning of the Koran because that is involved with the exposition of Tamburlaine's character. He's a false prophet. This is meant to horrify the audience".

Kilde: timesonline.co.uk, 24.11.2006.


Stykket handler om den tatariske krigsherre Tamburlaines vilde krige, storhed og fald i det 14. århundrede.

Hvorfor har det kunnet vække stærke følelser eller i hvert fald frygten for dem?
For at forstå, hvorfor dette drama er blevet censureret i 2005, er det nødvendigt både at se på historien bag og på stykkets indhold.

Dramaet er bygget over den historiske mongolerfyrste Timur Lenk eller Timur den Halte (1336-1405), der også kendes under navne som Timur-i-leng, Timurlane, Tamburlaine.
Han blev født nær Samarkand i det nuværende Uzbekistan.

Timur Lenk var den sidste leder af det enorme mongolske imperium, som blev samlet af krigerkongen Djengis Khan (ca. 1162-1227). Det mongolske imperium varede ca. 200 år fra omkring 1200 til 1400.
Religiøst var mongolerne oprindelig shamanister, men blev tiltrukket af de store religioner, hvis folk de underlagde sig, fra kristendom i vest over islam i Mellemøsten og Persien til buddhisme i øst. Timur Lenk var muslim, og det oprindelige dramas Tamburlaine er uden tvivl muslim.
Silkevejen, handelsruten gennem det mongolske imperium fra Europa via Centralasien til Kina, blev kendt her i Vesten, da de italienske brødre Niccolo og Maffeo Polo i år 1260 som de første vesterlændinge rejste og handlede sig hele vejen til Peking og kom hjem i live 9 år senere.
Niccolos søn Marco Polo var med på den næste rejse, som varede 24 år (1271-1295). Bl.a. opholdt Polo'erne sig 17 år ved Kublai Khans hof i Kina.

Da Marco Polo ca. 1298 udgav bogen Marco Polos rejser, var det første gang, europæerne rigtig hørte om disse fjerne egne.
Læsere og forskere blev meget påvirket af beretningen, som mange først ikke rigtig troede på. I flere hundrede år var denne beskrivelse af Asien den bedste bl.a. geografisk.
Columbus studerede bogen flittigt ved planlægningen af rejsen den anden vej rundt om jorden, som han begav sig ud på 200 år senere, i 1492.
Timur Lenk forsøgte af efterligne Djengis Khan. Timur førte omfattende krige i hele regionen, fra Syrien i vest til New Delhi i Indien i øst, og han nåede mod nord helt op til Moskva.
I 1402 slog han den tids anden store muhamedanske fyrste, sultan Beyazit 1. (eller Bajesid). Han var leder af det Osmanniske rige (eller Osmanske; tyrkiske; på eng. Ottoman empire).
Osmannerne havde tidligere erobret magten helt frem til Tigris-floden og blev nu trængt tilbage, men allerede midt i 1400-tallet generobrede de det tabte og nåede endnu længere mod øst.

Bayezit og Timur mødtes i et af historiens største slag, ved det nuværende Ankara, hovedstaden i Tyrkiet, på den Anatolske højslette. Alene Timur deltog med over 100.000 mand og løb osmannerne over ende.

Derefter ville Timur også underlægge sig det kinesiske rige. Dette felttog blev det sidste. Han havde netop krydset den store centralasiatiske flod Syr Darja (eng. Syr Darya), da han pludselig døde af sygdom i 1405.
Hans gravmæle står endnu og er en af de store seværdigheder i Samarkand.

Grimbergs Verdenshistorie karakteriserer Timur som den største røver og ødelægger, verdenshistorien kender (bind 7, 1966, s. 296), "en sindssyg forbryder, en lystmorder af gigantisk format" (s. 295). Fx byggede han "sejrstårne" af de besejrede fjenders afhuggede hoveder. Det blev til 70.000 hoveder, da han havde indtaget Isfahan i Persien midt i 1380erne, og 100.000 hoveder, da han erobrede Bagdad i 1393.

Dramaets Tamburlaine (Timur) begynder som hyrde og ender som en konge, der vil herske over stadig flere folkeslag.
Han dør på højden af sin magt, netop som han tror sig udødelig.
Der er klare paralleller til myten om Faust, som kendes før Goethe; Marlowe skrev da også en Faust-tragedie lige efter dramaet om Tamburlaine.

Timur har givet inspiration til mange andre kunstneriske behandlinger end Christopher Marlowes drama - fra G.F. Händels opera Tamerlano (1675) til Microsofts computerspil Age of Empires II (hvor Tamerlane er en helt, man kun kan få adgang til via Map Editor).

Hvad har det med muslimer i dagens England at gøre?
Der er både politiske og religiøse grunde til, at dette historiske stof stadig er sprængfarligt.


Det politisk afgørende ved dramaets figur Tamburlaine er, at virkelighedens Timur herskede over det meste af Mellemøsten og Centralasien, men med forskelligt resultat de to steder.

I det vestlige og centrale Asien havde samfundene formentlig gavn af hans herredømme. Grimbergs Verdenshistorie mener ganske vist ikke, at Timur evnede at bygge noget op efter sine militære sejre, uden at skelne mellem, hvor det var (bind 7, 1966, s. 295).
Men Timur-dynastiet overlevede dog delvis til 1857, og modsat Grimberg bedømmer andre, at den Centralasiatiske del af hans riger netop blomstrede og måske endda stod på deres højeste under Timur. Og i hvert fald opkaldes der stadig den dag i dag børn efter ham i Centralasien.

De arabiske og persiske (iranske) folkeslag (og de indiske) led derimod grusomt under hans styre, og folk herfra har hellere villet bagtale ham end opkalde deres børn efter ham.

Desuden er det politisk interessant, at den centralasiatisk baserede Timur foreslog den Franske konge, at de skulle dele verden imellem sig.
Det var ganske vist først fra 1517, at den osmanniske sultan gjorde krav på at være kalif, det vil sige efterfølger af Allahs profet Muhammed og dermed leder af hele den muslimske verden.
Men det kristne Europa og Timurs mere eller mindre muslimske Asien havde begge en interesse i at presse riget imellem dem, det mere kernemuslimske osmannerrige.

Som nævnt i indledningen anførte 2005-instruktøren David Farr denne politiske grund til sin omskrivning af Tamburlaine - ingen skulle kunne tolke Tamburlaine som "surrogate Christian avenger [hævner]...an piece of Christian triumphalism over the barbarous Turk".



Det religøst sprængfarlige for samfundet i 2005 er, at Marlowes drama fra før 1600 beskriver en muslimsk krigerkonges forfærdelige opførsel, men mere, at han er så selvhævdende og gudsbenægtende, at Muhammed afsværges og Koranen brændes.

Det står mere åbent, om Tamburlaine afsværger enhver form for guddom, som Farrs omskrivning forudsætter.

Timur eller i dramaet Tamburlaine er muslim og kæmper som sådan mod både muslimske og ikke-muslimske folkeslag.
Dette sidste skulle i sig selv være godt nok for en muslim også i dag. Men han gjorde det ikke på en særlig pæn måde set med vor tids øjne. Det kunne være det ene problem.

Værre er det, at Tamburlaine i dramaet får storhedsvanvid og - selv om han er muslim! - sætter sig selv højere end Muhammed.

Det får David Farr i sin omskrivning til entydigt at være en opfordring til ugudelighed, ateisme.
Umiddelbart synes det mere rimeligt at tolke Tamburlaines udvikling som en analogi til Fausts drøm om at ofre sig selv for at opnå udødelighed; Tamburlaine hæver sig selv over guderne og bliver straffet for det.

Farr har ret i, at dramaet ikke direkte drejer sig om Tamburlaines muslimske tro. Men det betyder ikke, at det alene drejer sig om, at Tamburlaine fornægter al guddommelighed. Det drejer sig formentlig mere om, at han får storhedsvanvid.
I alle tilfælde er der intet i dramaet, som knytter vanviddet (min tolkning) eller gudsbenægtelsen (Farrs tolkning) principielt til islam, Timur var nu engang bare muslim, for det var man der på den tid.
Man kan endda argumentere for, at det egentlig er et religiøst budskab, at selv de største og mest magtfulde mennesker skal holde sig på måtten. Straffen for at fornægte Gud er døden. Det sidste Tamburlaine siger, lige før han falder død om, og stykket slutter, er: "[Jeg] Tamburlaine, the scourge [svøbe] of God, must die" (Jeg Tamburlaine, Guds svøbe, skal dø).
Der er således 1-2 fortolkninger ud over Farrs, men med hans censurerede tekst forsvinder de ud i mørket; havde han ikke censureret indholdet, var det mere hans fortolkning, som ville forekomme svagest.

Muhammed og Koranen bliver nævnt mange gange i Tamburlaine the Great:

I 1. del nævnes Muhammed (Mohamet) 11 gange, i 2. del 25 gange.
Koranen (Alcoran) nævnes kun 3 gange ialt, men er vigtig i slutningen af 2. del.
Kilde: Projektet Gutenberg gengiver dramamets to dele: 1.del se http://www.gutenberg.org/etext/1094, 2. del se .../1589.

Det er allerede derfor vanskeligt at se, hvordan instruktøren kan komme afsted med helt at udelade Muhammed af stykket i sin 2005-omskrivning, men det skete altså.

Censuren af dramaet skyldes åbenbart passager som disse:

"...go with us to Tamburlaine,
And thou shalt see a man greater than Mahomet"

Tamburlaine: "...And all the heaps of superstitious books [bunkerne af overtroiske bøger]
Found in the temples of that Mahomet
Whom I have thought a god? they shall be burnt".

Instruktøren David Farr omskaber brænding af bl.a. Koranen til brænding af en bunke bøger repræsenterende alle religioner. Begrundelsen er, at "heaps of supersuperstitious books" er alle religioners bøger (guardian.co.uk, den 25.11.2005).
Farr ser bort fra, at bøgerne er "fundet i Muhammeds templer". Der står faktisk: "the heaps of superstitious books/ Found in the temples of that Mahomet".
Og for øvrigt havde Muhammed hverken Gl. eller Nye Testamente endsige andre religioners bøger liggende, og hans kendskab til både jødedom og kristendom var stærkt begrænset og i meget vidt omfang forkert.

Figuren Usumcasane svarer: "Here they are, my lord".

Tamburlaine: "Well done...let there be a fire presently.
[They light a fire.]
In vain [forgæves], I see, men worship [tilbeder] Mahomet:
My sword hath sent millions of Turks to hell,
Slew [dræbt] all his priests, his kinsmen [slægtninge], and his friends,
And yet I live untouch'd [urørt] by Mahomet.
There is a God, full of revenging wrath [hævnende vrede],
From whom the thunder and the lightning breaks,
Whose scourge [svøbe] I am, and him I will obey.
So, Casane; fling [slyng] them in the fire.--
[They burn the books.]
Now, Mahomet, if thou [du] have any power,
Come down thyself [selv] and work a miracle:
Thou art [Du er] not worthy [værdig] to be worshipped
That suffers [Som rammes af/ lider under] flames of fire to burn the writ [den hellige skrift]
Wherein the sum of thy religion rests:
Why sends thou not a furious whirlwind down,
To blow thy Alcoran [Koran] up to thy throne,
Where men report thou sitts by God himself?
Or vengeance on the head of Tamburlaine
That shakes his sword against thy majesty,
And spurns [hånligt afviser, sparker] the abstracts [sammenfatningerne] of thy foolish laws?--
Well, soldiers, Mahomet remains in hell;
He cannot hear the voice of Tamburlaine:
Seek out another godhead to adore [tilbede];
The God that sits in heaven, if any god,
For he is God alone, and none but he".

Kilde: http://www.gutenberg.org/dirs/etext99/tmbn210.txt

Den omskrevne udgave af dramaet ender med, at en stak bøger bliver brændt.
Ikke Koranen, men bare en ubestemt stak, som skulle repræsentere alle religioner.
Men hvorfor så ikke også Koranen? Og ikke først og fremmest Koranen, når det (kun) er den, teksten nævner?

Og hvordan skal de sidste linier tolkes: "Seek out another godhead to adore;/ The God that sits in heaven, if any god,/ For he is God alone, and none but he"?

David Farr forsvarer sin omskrivning af dramaet med, at det udtrykker en generel religionskritik. Tamburlaine skulle angiveligt "not belong to any religion" (guardian.co.uk, den 25.11.2005).
Så stærkt kan man rimeligvis ikke tolke Tamburlaines kamp med gud(erne) undervejs i stykket - når han ender med at sige, at der måske er en gud, og at han så er den eneste (som ikke kan være ham, profeten Muhammed taler om, for han er afskrevet).

Teksten bliver omfortolket til ukendelighed, før Farr når til sin generelt antireligiøse tolkning af dramaet om Tamburlaine.



Der er tale om et langt drama skrevet på gammelt engelsk og fra årene lige før 1600 om noget, der foregik langt væk i 1300-tallet.

Det er en tekst, som er spillet mange gange på engelske teatre gennem århundrerne derefter.

Det er en tekst, som ikke engang er entydigt antimuslimsk.

Er det så slemt for en muslim, som er flyttet til England?

Selv om det opfattes krænkende af en muslim, skal det så føre til censur?

En instruktør og to teatre har i England anno 2005 lavet teksten om, så Muhammed og Koranen forsvandt ud af den. Hvorfor?

Fordi man er bange for, at der nok er nogle muslimer et eller andet sted derude, som vil blive utilfreds med, at teksten fra før år 1600 siger det, den nu engang faktisk siger.

Man skriver historiens tekster om, så de passer bedre til tidens politisk korrekte krav.

Andre afsnit fra artiklen "Censur og selvcensur" er:
[Kunstmuseet Tate i London fjerner værk fra udstilling] [Selvcensur 1: Novellen "Grisen", feb. 2006] [Selvcensur 2: Musik cover trækkes, feb. 2006] [Selvcensur 3: Henrik Qvortrup, Se & Hør] [(Selv)Censur 10: South Park, amerikansk tegneserie, april 2006] [Sankt Georg] [Ansatte må ikke bære slipsenål med engelsk flag] [Ansatte må ikke vise flaget] [Byråd forbød flagning under VM i fodbold] [De engelske skolers læseplaner ændret] [Bibeler anbefales fjernet fra hospitaler] [Krematoriets kapel blev afkristnet] [Vend gravstenene, så vi ikke kommer i konflikt med muslimerne!] [Satirisk serie "Daglig Fatwa" blev bremset] [British Airways diskriminerer kristne symboler] [Birmingham vil omdøbe jul til midtvinterfest] [Stakkels Grisling] [Mozart-opera taget af plakaten i Berlin] [Sikh-protester får engelsk teater til at fjerne forestilling] [Britiske regering overvejer lov mod tilskyndelse til religiøst had] [Outlandish-popgruppen forlangte bare kvindearme på afstand] [Mindesmærke angiver ikke, hvad der mindes: Mordet på Theo van Gogh 2. nov. 2004

Andre artikler i kapitlet "Antidemokrati & Racisme" er:
[Omvendt racisme: Praksis] [Omvendt racisme: Mediebilledet] [Valg af ægtefælle: Racisme og kolonialisme] [Antidemokratiske holdninger hos indvandrere] [Muslimske angreb på ytringsfriheden] [Galskab og racisme i arabiske medier] [Islamofacisme

Indvandringen.dk indeholder disse emner lig kapitler:
[Statistiske begreber] [Indvandringen] [Bolig] [Arbejde] [Skole] [Kriminalitet] [Sociale forhold] [Økonomi] [Kultur] [Politik & Love] [Religion] [Medier & Debat] [Antidemokrati & Racisme] [Kilder] [Om dette site] [Figurer] [Citater] [Tidslinie] [Sitemap


info@indvandringen.dk   ©Indvandringen.dk 2018       Denne side er Valid XHTML 1.0 Transitional